Kurt Russell, Me, & 85th Street

Jeg er ved at fortælle dig en historie, en sand historie, om hvordan vi ankom her for at redde pels-naboer. Sådan fortsatte Kurt Russell, mig og denne rejse på 85th Street i South Eastlake, Alabama. Kvarter er et sted, vi bør være stolte af og opbygge et forbundet samfund fyldt med minder. Mens nogle er gode, andre ikke så meget. Jeg går tur med mine hunde hver dag langs 85th Street. Jeg ser ofte løse hunde vandre, endda smidt ud af biler, fordi ejerne ikke vil have dem eller ikke ønsker at betale et overgivelsesgebyr til krisecentre eller vides at have forladt dem. Ligeledes ser jeg ofte lugten af død langs gaderne af døde dyr, der er sultet ihjel, mens de ser deres brystkasse og fluer, der omgiver dem, jeg kunne ikke sove, da jeg vidste, at den, jeg fandt død, lå i regnen. Hvor går de hen, når de bliver afhentet, og fundet, at de derefter bliver smidt på lossepladser sammen med skraldemændene, der er sat ud tirsdag og torsdag. Jeg besøgte en losseplads, og mit liv var fyldt med smerte og for altid forandret. Jeg besøgte dyrekontrolfaciliteter, hvor nogle er så hektiske, at de presser næsen gennem porten bare for en beroligende menneskelig berøring. Nogle råber på, at nogen skal tage dem med hjem, mens andre lige har lagt hovedet mod porten og har opgivet alt håb, venter på at dø, venter på aflivning bare på grund af overbelægning, eller ingen ønsker at åbne deres hjem for dem, det burde aldrig være en dødsdom. Tro ikke et øjeblik, at de ikke ved, at de har deres eget sprog med advarsler om fare, kærlighed, en venlig person, en farlig en, og når døden kommer, lugter de døden, uanset hvordan faciliteter forsøger at desinficere aflivning. Man kan se det i deres øjne. Jeg havde engang hjulpet med at føde mit hjem fra mine sønners hund og undrede mig over, hvordan deres liv er nu. Jeg tænkte på, hvad jeg kunne gøre, og som tiden gik, forsvandt hukommelsen, efterhånden som livets travlhed kom og gik. Indtil jeg en dag møder en, der snart ville hedde Kurt Russell og ændre mit liv for altid. Da jeg gik ned ad 85th street, så jeg en skraldespand rulle, og en skrabet hale komme fra den. Han stoppede, stirrede, fulgte efter, og så stoppede han igen. Damen, der ejede skraldespanden, sprængte sit bilhorn. Han fulgte tæt efter, men langt nok til ikke at komme til skade. Jeg tog min hund med hjem og stoppede midt i huset, og jeg tænkte ved mig selv, hvad laver jeg? GÅ! Tilbage! Find ham! Jeg gjorde. Jeg havde ingen penge, intet fancy at tilbyde ham, men et sted at bo og al den kærlighed, jeg kunne give. Ikke nok med det, men jeg bad om hjælp fra alle. Desuden var jeg ligeglad med, hvad de syntes om mit tiggeri. Jeg tiggede for Kurt Russell. Snart kontaktede 5 superhelte ud af næsten 1000 andre, som jeg plejede og donerede til ham for pleje, vaccinationer, ormekur, halsbånd, snore og hvalpefoder, da alt jeg havde var almindelig mad - $75, donationer og rabatter på tjenester reddede ham. Jeg er sikker på, at andre sendte positive vibes vores vej, som ikke kunne donere. Men selv donation på 1,00 dollar hjalp. Kurt Russells pels var sammenfiltret fra ansigt til hale, dækket af blade, klistermærker og børster. Det tog fire bade, da jeg indså, at han var flerfarvet, jeg kunne ikke børste hans pels, fordi han var ødelagt i knuder. Jeg plukkede ud og fjernede blade, tidsler og klistermærker fra hans pels. Min søn hørte mig på badeværelset snakke sødt til ham. Hans ord og jeg citerer: "Mor, jeg ved, at det ikke er en anden hund." Ja! udbrød jeg. Han kiggede ind og sagde giv ham Kurt Russell. Jeg sagde, hva?!, vent! hvad... hvor kom det fra? Kurt Russell... og det var så hans nye navn. Han blev striglet, vaccineret og havde en blød seng, hundemad, vitaminer og legetøj. Han forsøgte at holde sig vågen de første par timer, sandsynligvis fordi han konstant var på vagt og forsøgte at overleve udenfor. Men øjnene begyndte at lukke sig, så vaklen da hans krop slappede af, han kom fra sin seng og krøllede sig ind under mig. Jeg var blevet en del af hans flok, en gestus af tillid, som jeg aldrig ville forråde. Det var dengang, jeg hørte snorken. Jeg begyndte at spekulere på, hvor mange, "Kurt Russells derude kæmper for at overleve. Jeg havde ingen bil, så hvis jeg fandt et afdødt dyr, ville jeg prøve at køre til et kæledyrsbegravelseshus for at sørge for en begravelse, før byen når til pels-baby, fordi hvis de bliver rapporteret, dumper de dyrekroppe på lokale lossepladser.

Så jeg besluttede at gøre det officielt at starte en dyreredning på papir officielt, det var og er stadig en kamp. Jeg ville ofre meget af mine behov og ønsker. Hej, jeg havde gjort det hele tiden. Jeg forestillede mig at have suiter til fundne og mistede babyer. Det var sådan det hele startede, REDNINGER DEN 85., for hver dag var der to eller flere dyr uden hjem, sammenfiltrede, i smerte. Men alt, hvad de modtog fra mennesker, var langt fra humanitær behandling. Snart sluttede andre sig til, groomere, dyrlæger, begravelsesvirksomheder, kørestole til kæledyr, der ikke kunne gå, nu søgningen efter nogen til at hjælpe med mad til dem, venter stadig og spørger agenturer og virksomheder, og finder på måder at skabe opmærksomhed og uddannelse. Jeg har nu en Fursuit, en  shepherd, som maskot, hans navn er "MANNY"for at skaffe forsyninger og få andre til at placere penge på konti oprettet til pleje, vaccinationer og mere. Vi arbejder på at skabe en kattedragt, vi vil give hende navnet, vanter".  Jeg giver frivilligt min tid til REDNING ON85th, jeg beder om ingenting, ikke $0,01, og jeg har heller ikke gavn af det på nogen måde. Men jeg taler for dem, for at mennesker kan huske og indse, at gå en kilometer i nogensPAVERSer det samme som at gå en kilometer i en andens SKO. Vi står for forandringens ophøjelse, for et kærligt, permanent, sikkert,  sikkert livsmiljø, fri for giftige omstændigheder, både fra tilskuere og husholdninger.